Gladius - Legionær - sværd

Gladius - Legionær - sværd

+

Tilgængelighed: 60 dages leveringstid.

81212

Beskrivelse

Dette romerske gladius har en håndsmedet klinge af kulstofstål.

De romerske legionærers gladius var et kort sværd beregnet til stik opefter på klods hold med en kort og bred tveægget klinge.

Det er et utroligt hurtigt sværd med sin lette klinge og ergonomiske, karakteristiske parerplade.

Gladiusets parerplade går direkte over i et segmenteret greb og afsluttes flot af en sværdknap formet som en prop - alt i samme, mørke træsort.

Sværdknoppen er flad og af messing.

Skeden er sort og med flotte messingstykker i top og bund.

Det opdelte trægreb, parerplade, knap og den flotte, enkle skede fuldender sværdet, som enhver centurion eller legionær ville have været stolt over at bære.

Legionærens personlige våben bestod af et 'pilum' (tungt kastespyd), en 'pugio' (dolk) samt et 'gladius' (stiksværd) i stil med dette våben.

Det var først efter, at denne type sværd blev udviklet, at sværdet blev en vigtig del af fodfolkets taktik.

En romersk legionær blev kaldt 'miles' (soldat) eller 'legionarius' på latin, hvorfra ordet stammer.

Legionæren var en romersk borger, der blev hvervet til den romerske hær i en alder af 18-23 år.

Han skrev kontrakt med hæren for 25 års tjeneste, hvor de sidste fem år af tjenesten foregik som veteran (hvilket var mindre krævende), og kom ofte fra de fattige, jordløse, men frie plebejere.

En plebejer er betegnelsen for en person, der tilhørte den almindelige gruppe borgere i Romerriget, mellem patricierne (adelen) og slaverne.

Plebejerne blev i romersk tradition beskrevet som efterkommere af de personer, der blev indlemmet i Romerriget gennem indvandring eller ved erobring.

Efter at have aftjent 25 års tjeneste i den romerske hær, fik legionæren en jordlod i de besatte områder, en bonus samt del i krigsbyttet efter et vellykket felttog.

Specifikationer:

Længde i alt: 710 mm.
Klinge: 510 mm.
Vægt: 1020 g.
Vægt inkl. skede: 1555 g.

Detaljer
Tilladelser: Kræver blankvåben tilladelse

Dette romerske gladius har en håndsmedet klinge af kulstofstål.

De romerske legionærers gladius var et kort sværd beregnet til stik opefter på klods hold med en kort og bred tveægget klinge.

Det er et utroligt hurtigt sværd med sin lette klinge og ergonomiske, karakteristiske parerplade.

Gladiusets parerplade går direkte over i et segmenteret greb og afsluttes flot af en sværdknap formet som en prop - alt i samme, mørke træsort.

Sværdknoppen er flad og af messing.

Skeden er sort og med flotte messingstykker i top og bund.

Det opdelte trægreb, parerplade, knap og den flotte, enkle skede fuldender sværdet, som enhver centurion eller legionær ville have været stolt over at bære.

Legionærens personlige våben bestod af et 'pilum' (tungt kastespyd), en 'pugio' (dolk) samt et 'gladius' (stiksværd) i stil med dette våben.

Det var først efter, at denne type sværd blev udviklet, at sværdet blev en vigtig del af fodfolkets taktik.

En romersk legionær blev kaldt 'miles' (soldat) eller 'legionarius' på latin, hvorfra ordet stammer.

Legionæren var en romersk borger, der blev hvervet til den romerske hær i en alder af 18-23 år.

Han skrev kontrakt med hæren for 25 års tjeneste, hvor de sidste fem år af tjenesten foregik som veteran (hvilket var mindre krævende), og kom ofte fra de fattige, jordløse, men frie plebejere.

En plebejer er betegnelsen for en person, der tilhørte den almindelige gruppe borgere i Romerriget, mellem patricierne (adelen) og slaverne.

Plebejerne blev i romersk tradition beskrevet som efterkommere af de personer, der blev indlemmet i Romerriget gennem indvandring eller ved erobring.

Efter at have aftjent 25 års tjeneste i den romerske hær, fik legionæren en jordlod i de besatte områder, en bonus samt del i krigsbyttet efter et vellykket felttog.

Specifikationer:

Længde i alt: 710 mm.
Klinge: 510 mm.
Vægt: 1020 g.
Vægt inkl. skede: 1555 g.

  • Tilladelser Kræver blankvåben tilladelse
Tilladelser: Kræver blankvåben tilladelse