Ridderdolk

En ridder, eller på gammel dansk en knægt, var en kriger til hest, han er også et ikon for den periode i Europas historie, der kaldes middelalderen. Ridderen var langt den stærkeste militære enhed, og han nød en tilsvarende høj status.

Helt frem til omkring år 1000 blev ridderen ikke opfattet som andet end en simpel professionel soldat til hest, men i løbet af det følgende århundrede udviklede de beredne krigere sig til en elitestyrke.

Det var først senere, efter år 1100, at en række særlige aristokratiske idealer – ridderidealer – udviklede sig, der kom til at præge og ophøje denne krigertype, og som til dels stadig er levende.

På dansk fik denne soldatertype betegnelsen ridder eller knægt.

Det var en række teknologiske og samfundsmæssige forandringer i middelalderen, der skabte en helt ny samfundsklasse, og flere innovationer indenfor udstyr og taktik gjorde rytterne til en formidabelt slagkraftig enhed. Men det krævede enorme ressourcer at udruste denne.

Middelalderen kaldes med god grund riddertiden. Ridderen var den vigtigste militære styrke, ridderen var den centrale figur i samfundet. Det var ressourcekrævende at udruste en ridder. Det krævede træning at blive god til at slås til hest, og denne skulle opdrættes til dette særlige formål.

Sværd, dolk og rustning krævede den ypperste smedekunst, derfor var det kun var muligt for de rigeste, at betale for en ridder. Ridderen måtte gå i tjeneste, da han ikke selv kunne finansiere sit eget udstyr og træning. Som modydelse blev ridderen brugt af sin lensherre som magtmiddel.

I 1100-tallet blev en række dyder knyttet til ridderen, de blev et vigtigt element i korstogsmytologien, og de blev nu opfattet som uselviske beskyttere af de svage, kvinder og ubevæbnede, og ridderens selvopfattelse som høvisk, ædel, kristen og guds kriger er bærende for middelalderens kultur.

Baggrunden var, at kirken da inkluderede soldater i det gejstlige system gennem Gudsfredsbevægelsen. Ridderne fik så høj status, at de adelsmænd, som hidtil havde stået over dem, begyndte at identificere sig med dem, og en position som ridder blev nu en mulighed for at bevæge sig opad i samfundet, og for de få, endda en mulighed for at blive indlemmet i den adelige sfære.

Denne flotte dolk af rustfrit stål er baseret på en såkaldt Main Gauche (venstrehåndsdolk).

Klingen er tveægget med en simpel ricasso (den øverste del af klingen, der ikke er skærpet)

Klingen er af 420 rustfrit stål og er både skarp og spids, hvorfor den skal behandles med forsigtighed.

Parerstangen er buet og besidder fine detaljer, der går igen på knappen.

Grebet er i sort imiteret skind, knap og parerstang med fine detaljer.

Skeden fremstår som sort imiteret skind med afslutninger, som matcher knap og parerstang med fine, små detaljer.

Venstrehåndsdaggerten ville ofte matche sværdet og maksimere våbnets effektivitet.

Specifikationer:

Længde i alt: 350 mm.
Klinge: 190 mm.
længde: 310 mm.