Et gladius er et sværd, der blev brugt af romerske legionærer fra det 3. århundrede f.Kr. til det 3. århundrede e.Kr. som et sekundært våben i nærkamp. Disse tunge infanterister kastede først deres spyd (pila) for at deaktivere deres fjenders skjold, før de nærmede sig og deltog i sværdkamp.
Dette gladius er en kopi af dem, der blev brugt på den romerske slagmark klingen er smedet af kulstofstål med en dobbelt æg til at skære og har en skarp spids til at støde og stikke, hvilket typisk er det, disse sværd blev brugt til.
Dette sværd har fuldt tang og er funktionelt, klingeægen er sløv, men spidst og kræver derfor tilladelse ved køb.
Håndtaget er betrukket med brunt læder og formet med riller, der ligger godt i hånden.
Parerstykket og knappen er begge lavet af antik messing. En brun læderbetrukket træskede med dekorative beslag af antik messing er inkluderet til at opbevare dit sværd, når det ikke er i brug.
En romersk legionær blev kaldt ‘miles’ (soldat) eller ‘legionarius’ på latin, hvorfra ordet stammer.
Legionæren var en romersk borger, der blev hvervet til den romerske hær i en alder af 18-23 år.
Han skrev kontrakt med hæren for 25 års tjeneste, hvor de sidste fem år af tjenesten foregik som veteran (hvilket var mindre krævende), og kom ofte fra de fattige, jordløse, men frie plebejere.
En plebejer er betegnelsen for en person, der tilhørte den almindelige gruppe borgere i Romerriget, mellem patricierne (adelen) og slaverne.
Plebejerne blev i romersk tradition beskrevet som efterkommere af de personer, der blev indlemmet i Romerriget gennem indvandring eller ved erobring.
Efter at have aftjent 25 års tjeneste i den romerske hær, fik legionæren en jordlod i de besatte områder, en bonus samt del i krigsbyttet efter et vellykket felttog.
Specifikationer:
Længde i alt: 720 mm.
Klinge: 535 mm.
Vægt: 1280 g.
Vægt inkl. skede: 1840 g.
